mandag den 12. september 2016

Currently reading #23


Sommerferien har budt på en masse læsning af Shakespeares dramaer. Det er jo mit mål at læse alle hans værker i løbet af et år, og jeg begyndte d. 23. april for at markere 400 året for Shakespeares død, et projekt, som jeg kalder "Shakespeareadathon" (så følg endelig med på #shakespeareadathon på både twitter og instagram). 
400-året for Shakespeares død markeres overalt i verdenen på mange forskellige måder. Jeg har selv deltaget på Kronborg, da The Globe slog vejen forbi med en Hamlet forestilling, der har turneret alle verdens lande (bortset fra to) rundt. The Hogarth Shakespeare Project markerer også Shakespeares liv og værker, og det med en virkelig spændende idé. Fra 2015 til 2021 (ja man må sige, at det er et langt projekt) vil kendte forfattere genskrive eller skrive et værk inspireret af et af Shakespeares dramaer. Forlaget Modtryk har i Danmark valgt at oversætte og udgive disse bøger, og de har været så søde at sende de første to i serien til mig, og dem er jeg nu i gang med at læse.

Den første er "Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, der tager udgangspunkt i "The Winter's Tale" ("Vintereventyret"). Jeg har i løbet af sommerferien netop læst "The Winter's Tale", som jeg så sidste år i London, så netop dette drama er i frisk erindring. Det samme kan man ikke sige om "The Taming of the Shrew" (Trold kan tæmmes), som er baggrunden for "Eddikepigen", af Anne Tyler. Jeg har aldrig læst dramaet bag, men jeg har dog set den på teatret i en dansk fortolkning og set den skønne film med Elizabeth Taylor og Richard Burton, så jeg føler, at jeg kender historien (og så har man selvfølgelig også sukket over Heath Ledger i 10 Things I Hate About You, som er baseret på samme).

Genskrivning eller at skrive med inspiration fra et andet værk er et virkelig interessant fænomen. Jeg læste for år tilbage i gymnasiet en fortolkning af "Romeo and Juliet" og syntes dengang, at det var en skøn idé at tage udgangspunkt i Shakespeares historier, og jeg glæder mig derfor til at dykke ned i disse nye udgivelser som en del af fejringen af Shakespeares liv og virke.

torsdag den 8. september 2016

Filmanmeldelse: Lyset i Havet (The Light Between Oceans)


"Lyset i Havet" har premiere i dag d. 8. september. Medvirkende: Michael Fassbender, Alicia Vikander, Rachel Weisz mfl.
5/5 stjerner 
 
Tom Sherbourne er lige vendt hjem fra 1. Verdenskrig, da han får arbejde som fyrmester ved fyrtårnet på øen Janus, det perfekte arbejde for en mand, der ønsker at leve isoleret fra omverdenen, da han er den eneste person på øen. I en nærtliggende havneby finder han dog snart kærligheden, da han møder Isabel Graysmark. Alt ånder fred og idyl, og de to er lykkelige, indtil de mister et barn, og den glæde, de har sammen, for en stund bliver knust. En dag ændres deres liv på den lille ø dog for altid, da et barn i en robåd skyller op på stranden.
 
Derek Cianfrance har både skrevet og instrueret filmen baseret på romanen af M.L. Stedman. Det er en meget stemningsfyldt film, der er utrolig smukt fotograferet. Flotte billeder af øen med bølgebrus og vindens susen giver "Lyset i havet" den perfekte baggrund for handlingen.
 
Dette er en film, der virkelig griber fat i tårekanalerne, den er utrolig rørende og behandler kærlighed og sorg på en måde, der gør, at man kunne høre snøften hele vejen rundt i biografsalens halvmørke.
 
Skuespillet virker så naturligt, og man har virkelig forsøgt at ramme et meget realistisk billede, hvilket er lykkedes. Det er specielt tilfældet med Alicia Vikanders portræt af Isabel, hvis smerte og sorg er så gennemført flot spillet, at man sidder med en klump i halsen, det er en rå sorg, man her præsenteres for. Michael Fassbender gør det simpelthen så godt som den først distancerede Tom, der blomstrer op i kærligheden til Isabel og datteren Lucy. Sjældent har jeg set så naturligt og flot samspil med et barn, som man ser i denne film. Både den 12 måneder gamle Lucy og den lidt ældre pige spiller så fint, og deres samspil med de voksne skuespillere er virkelig imponerende. De smukke følelsesladede scener med Vikander og Fassbender er filmet så tæt, at der ikke skjules noget, man kan se ethvert ansigtstræk, og man får derved virkelig at se, hvor dygtige de er.
 
Da Lucy skal døbes opdager Tom til sin skræk, at moderen til barnet, han og Isabel nu opfostrer som deres eget, stadig lever, og hun har ikke bare mistet sin mand men også sin lille datter. Og Tom står foran et dilemma, og lige meget, hvad han gør, vil han frarøve en mor det lille barn, som hun elsker så højt. Rachel Weisz kommer ind i filmen, som kvinden, der har mistet både mand og barn til havet, og hun giver et smukt indblik i sorgen og afmagten, som hun står overfor. Det er her, at det klassiske kærlighedsdrama ændrer form.
 
Alexandre Desplat er kendt for sine smukke filmkompositioner, og hans musik understøtter i denne film på fineste vis handlingen. Dette er en film, som er båret af plottet, den forlader sig ikke på action og voldsomme scener, den fokuserer på skuespillet og handlingen, og derfor er musikken og kameraføringen så vigtig, da de både understreger de følelsesladede scener og skaber pauser fra dem. Skuespillet er virkelig det, der får filmen her til at fungere helt perfekt, og som gør, at publikum tryllebindes af historien.
 
"Lyset i havet" er en smuk og rørende film med fantastiske skuespilpræstationer. Filmen behandler på smukkeste vis kærlighed, hvad det vil sige at være forældre og det at miste, og det på mange plan, da handlingen foregår i skyggen af tabene fra 1. Verdenskrig. En gennemført og flot fortalt film, som man ikke må snyde sig selv for at se!
 
 
 
Billeder er fra pressematerialet til filmen

fredag den 26. august 2016

Gemte og glemte skatte #15




Skattejagter på loppemarkeder og i genbrugsbutikker er noget, som jeg elsker, og det er altid helt fantastisk at finde nogle små bogskatte. I løbet af sommeren har jeg da også fundet flere spændende ting og sager - og bøger selvfølgelig!
 
Disse tre er nogle af de nyeste til bogreolen, og de er simpelthen så smukke. "Tre Fortællinger", af forfatteren til "En ung Piges Historie" ser ud som om, at den aldrig har været læst. Jeg blev nødt til at undersøge, hvem denne unavngivne forfatter er, og jeg fandt frem til, at det er Cornelia von Levetzow, der er kvinden bag denne bog. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men fandt frem til, at hendes bøger var meget populære i hendes samtid og udkom i flere oplag, og hun blev endda udgivet i flere lande. Sjovt som en bog, man finder i en genbrugsbutik kan åbne op for ny viden.
"Improvisatoren", af H. C. Andersen kendte jeg i forvejen, men jeg har dog endnu ikke læst den. Den sidste bog "Napoleon og den store Arme", af Saint Hilaire, er simpelthen så smukt indbundet, og jeg er ret spændt på dens indhold.

fredag den 8. juli 2016

For alt i verden, af Martin Høybye

 
 
"For alt i verden", af Martin Høybye, udgivet 2016, Songcrafter, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Songcrafter)

Thøger vokser op i provinsen i 1970'erne med far, mor og søsteren Laura, men snart bryder kernefamilien sammen, da faren forlader dem. De må flytte, og pengene er små, Thøger  roder sig ud i noget med vennerne, og snart er han på opholdsstedet Kjærholm. Det er et sted med mange skæbner, hvor ikke alle er lige rare at være i nærheden af, når én f.eks. går amok. Thøgers musik bliver snart hans store kærlighed, det er med guitaren i hånden, at han leder efter sin stemme, når han lader sine tanker og sin forelskelse komme til udtryk gennem sange. En musikroman, der behandler tab, kærlighed, sangskrivning og livet.
 
"På mange måder var det som dengang, morfaren døde. Som om noget var ved at gå midt over. Men den nye sorg var anderledes, fordi der ikke var et sted, hvor han kunne give den afløb, og fordi der ikke var andre, der sørgede. Den gamle sorg havde holdt en arm om ham. Men den nye borede kolde, hårde fingre ind i hans kød. Og det føltes umuligt at vriste sig fri igen."
 
Sangene, som Thøger skriver, kan man lytte til undervejs i læsningen, da albummet "For the World", som man kan streame på nettet, hænger sammen med bogen. Det er et virkelig fint greb, som fungerer rigtig godt, man skal lige vænne sig til, at man skal lytte til musik undervejs, men når først man kommer i gang, er det en ret fascinerende idé, og samtidig kan man læse teksterne i romanen.
 
Martin Høybye har skrevet en roman, som afbilleder det danske samfund fra 70erne op i 90erne, der males et billede af musikscenen såvel som livet på et opholdssted. Bogen er bygget op som en sang med intro, tre vers og en outro - igen et fint greb, der snakker rigtig godt sammen med albummet. Disse afsnit er igen inddelt i små kapitler, som er nærmest episodiske, hvilket giver et rigtig fint flow i bogen, og samtidig lader det læseren få indblik i de mest betydningsfulde nedslag i Thøgers historie.
 
"Han vidste ikke, hvor teksterne kom fra, men de kom næsten altid på engelsk. Tankestrømmen fik en anden karakter, og hans idéer blev mere skæve og finurlige, når han tænkte på Susan. Ordene kunne bide sig selv i halen og slå krøller på umulige sætninger, der alligevel gav mening i den sidste ende. Hun var så uopnåelig, og samtidig indgød hun en sælsom kraft i ham, som styrkede."
 
Kærligheden er et stort tema i Høybyes roman, det er specielt Susan, der får en stor betydning for Thøger, og som kommer til at præge hans musik ligesom lastbilchaufføren Lene. Thøgers liv tager flere gange en drejning netop pga. mødet med en person, forelskelsen i Susan præger ham og hans musik, mens mødet med amerikanske Ralph bliver hans indgang til musikscenen i Aarhus.
 
Man får mindelser til den klassiske dannelsesroman, når man læser "For alt i verden". Bog og musik samlet, og en rigtig velfortalt socialrealistisk historie fungerer rigtig godt. Med Martin Høybyes musikroman kan man både fordybe sig i historien og musikken, og man bliver hurtigt grebet af Thøgers historie.

tirsdag den 5. juli 2016

"Romeo and Juliet" på Garrick Theatre i London



"Romeo and Juliet" kan ses på Garrick Theatre i London frem til d. 13. august 2016 eller opleves live fra London i Cinemaxx i København, Odense og Aarhus d. 7. juli 2016.
Medvirkende: Richard Madden, Lily James, Derek Jacobi, Meera Syal mfl. 4/5 stjerner

Jeg så "Romeo and Juliet" d. 19. maj på Garrick Theatre i London. Det er nu muligt at se forestillingen her fra Danmark, da den bliver sendt live fra London i Cinemaxx's biografer. Det er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig selv for!

Verona er stedet, hvor stykket tager sin begyndelse, og netop det italienske sætter sit tydelige præg på denne produktion. Der mumles og skændes på italiensk imellem de kendte replikker fra Shakespeares drama. Scenen og kostumerne er designet med inspiration fra 1950erne med fine kjoler, solbriller og højtaljede bukser med seler og holdt helt i sort, gråt og hvidt. Det er en stilren produktion, som Kenneth Branagh og Rob Ashford har instrueret. Ren Frederico Fellini!

Richard Maddens Romeo er rørende og utrolig velspillet, han vækker medfølelse og formår også at frembringe dybtfølt vrede og had, når han kæmper mod Tybalt og Paris. Kemien med Lily James i rollen som Juliet er upåklagelig, som mange allerede har set i filmen "Cinderella". Lily James spiller Juliet med lige dele sødme, fortvivlelse og humor, et skønt valg til rollen.
Mercutio spilles af Derek Jacobi, et overraskende valg til en rolle, der normalt spilles af en jævnaldrende til Romeo, men det fungerer upåklageligt! Jacobi er en mester i Shakespeare, og hans morsomme portræt af Romeos ven og rådgiver er spot on! Han synger, danser og fægter med en præcision og et talent, som bare skinner totalt igennem, og han får gang på gang publikum til at grine højlydt. Jack Colgrave Hirsts Benvolio er et glimrende modspil til Jacobis Mercutio.

Musikken er fremtrædende, når Juliet giver den som syngende 50s-chick, og Mercutio synger med backup fra Romeo og Benvolio. "Romeo and Juliet" er måske nok en tragedie, men det er ikke humor, der mangler, og det gør der bestemt heller ikke i denne produktion. Meera Syal som ammen, er utrolig morsom, hun kommer ud i ekstremerne, men det fungerer upåklageligt, og selvom hun er karikeret, er kærligheden til Juliet stadig tydelig og rørende. Humoren skinner endda igennem i den kendte balkonscene, der er ret anderledes, idet Juliet på balkonen har medbragt en ret stor flaske champagne, som hun flere gange gør sit for at bunde. Det bragte bestemt noget nyt til scenen, som man kender så godt, men humoren går heller ikke for vidt, i stedet tydeliggøres det, hvordan de to unge forelsker sig hurtigt og hurtigt indser, at de ikke kan undvære hinanden. Humoren gør bare slutningen endnu mere rørende.

På trods humoren er denne produktion også fyldt med den voldsomhed, der ofte præger Shakespeares tragedier. Michael Rouse i rollen som Lord Capulet er voldelig, ond og misbruger alle sine kvinder. Hans vrede over Juliets valg er skræmmende og en kæmpe kontrast til de sjove udbrud. Lady Capulet i skikkelse af Marisa Berensen er til gengæld overspillet og trættende, og det er faktisk virkelig ærgerligt, da rollen virkelig fortjener bedre. Det samme gælder til en vis grad for Tybalt spillet af Ansu Kabia, der aldrig rigtig kommer ud over scenekanten.

Det er første gang, jeg har fået muligheden for at se "Romeo and Juliet" i teatret, og det var en virkelig god oplevelse, der efterlod mig med lettere våde øjne og følelsen af at være blevet trukket gennem hele følelsesregistret i løbet af aftenen.

Ulykkelig kærlighed, passion, musik og humor, "Romeo and Juliet" har det hele, så smut en tur i biografen og se stykket d. 7. juli, det er en skøn oplevelse!

mandag den 4. juli 2016

"A Midsummer Night's STEAM" på Fredericia Teater

 
5/5 Stjerner
"Midsummer Night's STEAM" kan ses på havnen i Fredericia (hos Fredericia Teater) frem til d. 6. juli.

Allerede idet man forventningsfuldt ankommer på havnen i Fredericia, bliver man imponeret over produktionen. Containere er tranformeret til en gade i New York komplet med et højhus i midten. Scenen er sat!
 
Fra første strofe er man hensat til et magisk og anderledes New York, hvor hedebølgen har raseret i 18 dage, og regn er en mangelvare. De tre ”frisøser” fra frisørsalonen ”Bob’s” synger om hedebølgen med en lækker sydende lyd. Bjørg Gamst, Frederikke Maarup Viskum og Anne Fuglsig Jensen er skønne i pastelfarvede kjoler som henholdsvis frisørerne Gracy-Lou, Peggy og Dorothy, de spiller også de tre feer, der følger Titania, her er de vilde, hårdtslående og vovede i sorte afslørende outfits. De varierer lyden på sangene på en så gennemført måde, at man næsten ikke kan forstå, at det er de tre samme skuespillere. Christian Collenburgs Bob er en vildt stereotyp homoseksuel frisør, og han gør det simpelthen så godt som centrum i bandet "Bob og Frisøserne".
 
Feerne Oberon og Titania spillet af Kim Leprévost og Maria Skuladottir skændes så det brager, og deres skænderi er skyld i hedebølgen. Kærligheden er svær, specielt når Titania har fået sig en ung elsker for at gøre sin mand jaloux. Maria Skuladottirs Titania er sej, velsyngende og sexet i kort sort kjole og lang læderfrakke. Mens Oberon er en hård skurk, der dog ønsker at hjælpe en ung og ulykkeligt forelsket pige.
 
Det er nemlig ikke kun feerne, der har knas i kærligheden. Elena er forelsket i Dino, men Dino skal giftes med Adria, som vil stikke af sammen med Luigi. Én stor kærlighedsforvikling, og med feernes indblanding, bliver det hele snart endnu mere indviklet. For Oberon sætter sin håndlanger Puck på sagen, og snart er både Luigi og Dino dybt forelskede i stakkels Elena. De to unge mænd, der rodes ud i kærlighedsproblemer pga. feernes indblanding, bliver portrætteret af Lars Mølsted som Dino og Emil Birk Hartmann som Luigi. De er begge forrygende, de synger helt fantastisk, og hvem vil ikke gerne kurtiseres af de to, når de iført trenchcoats fører sig frem på bedste New York gangster maner?! Katrine Jenne som Adria er en fin blanding af sødme og humor, mens Cecilie Thiims Elena har en af de sjoveste entreer på scenen, hendes ulykkelige kærlighed og jagt på Dino med dertilhørende italienske gloser er spillet til perfektion.
 
Det er dog Thomas Jensen, der stjæler showet, hans Puck er den helt perfekte blanding af fræk, utrolig utiltalende og ufattelig sjov på samme tid. Feernes skyggeverden er baggrunden for Pucks ankomst på scenen på en veteranmotorcykel og syngende med den der vilde rockklang, som Thomas Jensen vist specialiserer sig i (som man f.eks. så i Fredericia Teaters produktion "Bleeding Love") – wow! Senere er Pucks sang om lysten til kvinder og øl med dertilhørende publikumsfællessang med omkvædet "bare en lille smule øl og en kvinde!" og jagt på kvinder blandt førnævnte publikum et højdepunkt i musicalen, et nummer der giver masser af latter, bifald og hujende tilråb: Velfortjent!
 
STEAM er fyldt med skøn musik, der er masser af humor og søde kærlighedshistorier. Fredericia Teater har formået at skabe en musical, der passer perfekt ind i havnemiljøet på Fredericia C, det er skøn sommerunderholdning, som man bestemt ikke må snyde sig selv for!
 

Fotos af Søren Malmose for Fredericia Teater

lørdag den 11. juni 2016

Nye bøger til bogreolen #3 - og et besøg i Politikens Boghal



Da jeg var i København sidst, måtte jeg selvfølgelig et smut forbi Politikens Boghal, det var så lang tid siden, at jeg havde været i København. Politikens Boghal er en af mine yndlingsbogbutikker i Danmark, fordi den har så stort og varieret et udvalg specielt i engelske bøger, min eneste anke er, at bøgerne er blevet en del dyrere de sidste par år, og det stort set ikke kan betale sig at købe engelske bøger der fremfor på nettet, hvilket er virkelig ærgerligt.

Jeg synes faktisk selv, at jeg styrede min købelyst ret godt, selvom det er lidt svært, når der er så mange skønne bøger. Jeg har længe ønsket mig nogle af bøgerne fra Word Cloud Classic serien, jeg elsker deres design, og så er de simpelthen så lækre at røre ved. Jeg stod foran reolen med klassikerne i så lang tid og overvejede, hvilke jeg skulle have med hjem. Jeg endte med at købe tre. Jeg havde faktisk aldrig set bøgerne i virkeligheden før, så jeg var glædeligt overrasket over, hvor fine de var.
"The Age of Innocence", af Edith Wharton. Bogen har længe stået på min læseliste, og så synes jeg, at udgaven er så fin i den lidt sarte lilla farve. Jeg har kun læst "The House of Mirth" af Wharton, som jeg synes er rigtig god, så jeg glæder mig meget til at læse denne.

"Dracula", af Bram Stoker. Dette var den første bog, jeg så af disse udgaver, og jeg har vidst længe, at jeg blev nødt til at eje den, hvis den var ligeså pæn i virkeligheden som på nettet, og det er den altså! Jeg elsker flagermusen på ryggen og den grå farve med den rubinrøde skrift. Jeg har allerede læst Dracula og var ret begejstret, så jeg har længe ønsket mig en smuk udgave til at pynte i bogreolen, og det har jeg så endelig fået nu.

"The Romantic Poets". Hvis der er noget, jeg er for dårlig til at få læst, så er det lyrik. Men, hvis jeg giver mig i kast med lyrik, er det altså ofte den engelske romantiks digtere, der tiltrækker mig. Da jeg så denne skønne lilla udgave med roserne, blev jeg nødt til at have den med, og jeg håber, at jeg så kan blive inspireret til at læse lidt mere lyrik.

Ud over de tre bøger fik jeg også købt mit første Penguin krus. Valget faldt på A Room of One's Own, af Virginia Woolf, jeg kan godt lide den lilla farve, og så er det bare et skønt essay, som jeg både har læst i forbindelse med studiet og derhjemme for hyggens skyld. Citatet, der pryder bloggen, er faktisk fra dette fantastiske essay, som man virkelig ikke må snyde sig selv for.

Har I købt nogle nye bøger fornylig?