A Street Cat Named Bob, af James Bowen

"A Street Cat Named Bob", af James Bowen, udgivet i 2012, forlaget Hodder, 5/5 stjerner

James Bowens liv ændrer sig pludseligt, da en orange kat sidder i opgangen ved hans beskyttede bolig. James har i flere år levet et liv som misbruger og hjemløs i Londons gader. Da den lille og forslåede kat dukker op, bor James dog i en lejlighed, arbejder som busker (musiker på gaden), og han er tilknyttet en metadonklinik, men han har stadig lang vej igen til et normalt liv. Katten, som han snart døber Bob, er ligesom James synligt mærket af et liv på gaden, men James' pleje af den lille kat, bliver starten på et smukt venskab, hvor det ikke kun er en mand, der redder kattens liv, men også Bob der redder James'.

"A street cat named Bob" er en utrolig rørende historie om en mand og en kat, der begge har levet et hårdt liv, indtil de finder hinanden. Bob knytter sig hurtigt til James, og de to bliver en fast del af inventaret i Londons centrum, når Bob tager med James ud for at tjene penge. James Bowen fortæller i bogen om livet som gademusiker, og senere som sælger af The Big Issue (svarende til det danske Hus Forbi). Herigennem maler han et portræt af London og byens indbyggere og turister.

Bob er noget helt specielt, og den kærlige kat beslutter sig for at blive hos James, selvom den unge mand i begyndelsen tror, at Bob snart vil tilbage ud på gaden. Det er utrolig hjerteskærende, når James gør, hvad han kan for, at katten ikke skal blive hos ham, fordi han ikke har mulighed for at tage sig af den orange hankat, da han efter at have reddet Bob, forsøger at få den til at gå tilbage, hvor den kom fra, ved at efterlade Bob udenfor bygningen. Til sidst må James dog indse, at katten er kommet for at blive, og det er han, når alt kommer til alt, egentlig lykkelig for. Snart følger Bob nemlig efter James overalt, hvor han går, og den følger troligt efter ham i Londons menneskemylder.

“A few moments later the bus pulled up. It was an old-fashioned red double-decker bus that you could jump on at the back. I went to sit on the bench at the back of the bus and was placing my guitar case in the storage space near where the conductor was standing when, behind me, I saw a sudden flash of ginger fur. Before I knew it, Bob had jumped up and plonked himself on the seat next to where I was sitting.”

Jeg læste denne bog på én dag. Den dannede rammen for en regnvejrsfuld eftermiddag, hvor jeg fordybede mig i James' og Bobs historie, en historie der går lige i hjertet. Bogen er utrolig fint formuleret på trods af små gentagelser, den er meget letlæselig, og den fortæller på fin vis om livet på gaden i London, og om hvordan Bob bliver vejen til et bedre liv. Katten Bob er charmerende og sød, og netop dette hiver James væk fra at være en usynlig lidt nusset gademusikant, som kun de færreste lægger mærke til. Pludselig tjener han flere penge, fordi der er så mange, som bliver tiltrukket af den smukke orange kat. Beskrivelsen af, hvordan James ikke længere er usynlig, når han bevæger sig rundt i London, er et hjerteskærende indblik i, hvordan man behandler mennesker på gaden.

Jeg vidste lidt om historien, inden jeg læst bogen; Min mor faldt tilfældigvis over bogen i Waterstones sidste år, og efter hun læste den, var det kun et spørgsmål om tid, inden jeg blev nødt til at fordybe mig i den også. Hun blev nemlig hurtigt helt forelsket i den orange kats og dens ejers historie. Bob og James er en solstrålehistorie, om hvordan en mand og en gadekat fandt sammen og kunne hjælpe hinanden. Den er fuld af små fine overvejelser fra James´ side om, hvad der ville være sket med ham, hvis han ikke havde haft Bob i sit liv. For katten gav ham vitterlig noget at leve for, den blev grunden til, at han blev nødt til at tage sig sammen. Og dette er simpelthen sådan en fin historie at give videre.

"When I heard a gentle, slightly plaintive meowing I realised what it was. Edging closer, in the half-light I could see a ginger cat curled up on a doormat outside one of the ground-floor flats [...] I could already tell he had something of a personality. He wasn't in the slightest bit nervous,in fact, completely the opposite. There was a quiet, unflappable confidence about him. He looked like he  was very much at home here in the shadows and to judge by the way he was fixing me with a steady, curious, intelligent stare, I was the one who was straying into his territory. It was as if he was saying: 'So who are you and what brings you here?' "

"A Street Cat Named Bob" er en sød og rørende historie fra Londons gader, hvor farer lurer, men hvor venskaber og bånd knyttet gennem den delte kærlighed for dyr også tager form. Denne bog fortæller en vedkommende og yderst fin historie, og så varmer den ens hjerte. En historie om venskab mere end noget andet.

Jeg nød virkelig at læse denne bog, og jeg glæder mig meget til at læse efterfølgeren, som heldigvis ligger i min mors bogreol og venter på mig. Det er sådan en bog, der både får læseren til at le og græde, og nogle gange kan en historie virkelig komme helt ind under huden på én, og det gjorde "A Street Cat Named Bob" for mig. Gadekatten Bob og hans ejer James har fundet en plads i mit hjerte!

Hatchards i London - her føler man historiens vingesus

Går man rundt ved Picadilly Circus og retter snuden mod den store Waterstones på Picadilly og fortsætter videre forbi den store og meget tillokkende forretning, går man snart forbi en anden boghandel; Hatchards. En smuk gammel boghandel der åbnede sine døre for første gang i 1797, og som dermed er Londons ældste. Facaden af bygningen er utrolig smuk med vinduerne indrammet i bemalet træ. Bygningen med sine gammeldags vinduespartier drager straks blikket fra forbipasserende læseheste hen imod de udstillede bøger. Hatchards er måske nok i dag en del af Waterstones, men det ser man ikke, når man står foran indgangspartiet, og da heller ikke når man befinder sig i butikken. De har deres egne fine grønne bæreposer og deres helt eget præg. Går man ind i butikken, er der en smuk trappe, der leder en op til flere etager, hvor små rum er fyldt med bøger i alle afskygninger.

Jeg lod mig fascinere af butikkens opbygning, der bød på et gulv i flere niveauer, når man gik fra rum til rum. Rundt omkring var smukke gamle stole og sofaer stillet op, hvor man kunne tage sig et hvil og bladre i en nyligt funden roman. Klassikker-afdelingen dragede mig hurtigt, og jeg stod længe foran reoler fyldt til randen med de smukkeste bøger. Der var ikke mange mennesker i forretningen, og man kunne gå roligt rundt og suge til sig af inspiration fra de gamle hylder. Hatchards er måske nok en boghandel i en moderne tid, men de har alligevel formået at bevare en stemning af fortidens storhed.

Jeg skal bestemt ind i denne stemningsfyldte boghandel igen, og jeg håber at kunne købe flere af de fine og smukke bøger, der befandt sig på deres hylder, for denne gang blev det kun til en enkelt bog, en smuk lilla en af slagsen, der er fyldt med citater af William Shakespeare, og som jeg er lykkelig over at eje. Jeg forundres stadig over, at jeg aldrig havde hørt om denne butik før, da jeg så den nævnt på en hjemmeside i min søgen efter nye ting at se i Londons gader. Siden da har jeg endda set denne gamle forretning nævnt i en nyligt læst roman; "Mrs Dalloway" af Virginia Woolf, og da jeg stod foran de fine sprossede vinduer, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at Woolf selv måske havde stået der, og ladet blikket glide fra bog til bog. Hvilke bøger lå der mon i vinduerne dengang, og hvilke bøger dragede hende til sig. Hatchards har fået en fin lille plads i mit bogelskende hjerte, fordi den bød på noget helt nyt, den havde nemlig beholdt sit charmerende ydre og de faste gamle rammer. Så det var ikke svært, at forestille sig Mrs Dalloway stå tænkende foran vinduerne og kaste blikket på Shakespeares "Cymbeline", som ordene, der citeres i romanen, stammer fra.

"But what was she dreaming as she looked into Hatchards' shop window? What was she trying to recover? What image of white dawn in the country, as she read in the book spread open:

Fear no more the heat o' the sun

Nor the furious winter's rages.

[...] Ever so many books there were;"

London vil altid være noget helt specielt for mig, det er en by med så mange perler, og jeg forundres og fornøjes, hver gang jeg finder en ny fantastisk butik eller et fint lille hjørne af London, som jeg ikke tidligere havde hørt om. Hatchards hører til en af disse perler, hvor man for et øjeblik kan fordybe sig i kultur, litteratur og historiens vingesus, inden man atter rammer nutiden og storbyens hurtige rytme.

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab, af Romain Puértolas

 

 

"Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab", af Romain Puértolas, udgivet i 2014 (org. udg. 2013), forlaget Rosinante, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante)

 

Fakiren Ajatashatru Lavash Patel er på en mission, han er rejst helt til Paris i sin søgen efter en IKEA filial, her skal han nemlig købe en sømseng på tilbud. Ajatashatru har ingen penge kun en falsk 100 euro seddel, som han har i en snor. Han har livet igennem svindlet ikke kun med penge som nu men også med alle sine fakirtricks; spiddet af svær, gaffel gennem tungen osv. Men i IKEAs cafeteria møder han en kvinde; Marie. Hun bliver den første i en række af mennesker, der får Ajatashatru til at tænke over sit liv. Selvom Ajatashatru allerede er ude på en lang rejse, bliver den dog hurtigt forlænget, for da han overnatter i IKEA, inden han skal have udleveret sin sømseng (den er ikke på lager) og kan flyve hjem igen, bliver han snart sendt ud på en helt ny og forunderlig færd.

 

"Det første ord, inderen Ajatashatru Lavash Patel udtalte ved sin ankomst til Frankrig, var et svensk ord. Hvad giver I mig?! »IKEA.« Det var faktisk det, han mumlede."

"Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab" af Romain Puértolas er en rigtig røverhistorie. Ajatashatru er måske en svindler, men man begynder hurtigt at føle for denne mand, der på sin rejse får øjnene mere og mere op for, at han har brug for at leve et mere retskaffent liv. Mesterligt fortalt af Puértolas får man indblik ikke bare i en hysterisk morsom historie om en til tider meget uheldig fakir men også et langt mere alvorligt indblik i en verden fyldt med illegale indvandrere og det system, der sender dem tilbage, hvorfra de kom (og nogle gange til helt andre steder).

Romain Puértolas' roman er et sprogligt mesterværk, der gør tykt grin med alle og enhver. Udtalelserne af Ajatashatrus navn giver da også gang på gang grund til at trække på smilebåndet, når han bliver kaldt alt fra "Atju" til "Lava Spatel". Denne roman er nemlig en bog, som virkelig får lattermusklerne i gang hos læseren. De mere eller mindre surrealistiske ting, som fakiren kommer ud for blandet med Puértolas fantastiske sprogblomster giver læseren masser at grine af. Puértolas' persongalleri er farverigt og ganske enkelt charmerende. Marie der gør et uudsletteligt indtryk på Ajatashatru, den illegale indvandrer Wirak, skuespillerinden Sophie, sigøjner taxichaufføren Gustave Palourde, som Ajatashatru snyder for 100 Euro, noget fakiren kommer til at fortryde og endelig ikke mindst chaufførens meget specielle familie, hvor konen f.eks. beslutter sig for at rejse iført en blomstret badekåbe, fordi det da helt sikkert er perfekt til en rejse til Spanien. Ajatashatru formår både at skabe venner og fjender på sin rejse, og det er specielt sidstnævnte, der danner grundlaget for de sjoveste situationer, når Ajatashatru f.eks. bliver jagtet ind i bagagesorteringen i lufthavnen. Det er ikke småting den indiske fakir kommer ud for.

 

"Eftersom Parco dei Principi Grand Hotel & Spa naturligvis var alt for dyrt for Ajaz-tar-sjat-på-det-tæp-når-du-lar-vaske-(din)-el-pat, hvis navn hun hurtigt havde lært at udtale helt rigtigt, havde hun inviteret ham til at overnatte i værelset ved siden af, nummer 605, som hendes agent havde reserveret sammen med en halv snes stykker mere, for at stjernen ikke skulle blive generet af nysgerrige fans."

Det er lang tid siden, jeg har hygget mig så meget med en roman som med denne, at den både er hysterisk morsom, men også bærer en underliggende meget mere alvorlig historie er befriende. Det er ikke kun en morsom historie, romanen har virkelig noget på hjerte. For gennem denne morsomme roman formår Puértolas at fremstille et detaljeret billede af de farer, som lurer, når mennesker illegalt forsøger at få del i en rosenrød drøm om et bedre liv i Europa.

"Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab" er perfekt til læsning i sommerferien, der er masser af humor og Puértolas har formået at skabe en virkelig velfortalt historie. En historie om én mands rejse ikke kun fysisk men også mentalt. En historie der handler om kærlighed, venskab, familie og om at finde sin plads her i verden. Ajatashatrus rejse til et bedre liv er krydret med rørende historier og utroligt morsomme formuleringer og begivenheder, dette er den sjoveste roman, jeg længe har læst!