tirsdag den 8. november 2016

Hvad jeg (bl.a.) gerne vil nå til BogForum 2016


BogForum 2016 i Bella Center nærmer sig med hastige skrift, og jeg glæder mig til en weekend fra d. 11. til den 13. november i bøgernes tegn. Jeg har brugt de sidste par dage på at kigge nærmere på programmet, og selvom jeg ikke helt har lagt mig fast på, hvad jeg skal se i løbet af de tre dage, så har jeg nogle punkter, som jeg glæder mig meget til, og som jeg helt sikkert skal indfinde mig til.

Patrick Ness kan opleves flere gange i løbet af weekenden, og selvom jeg indtil videre kun har læst en enkelt af hans bøger, nemlig A Monster Calls, så skal jeg helt sikkert høre ham fortælle, da jeg allerede er fan, og så har han jo også en af ophavsmændene til den nye Doctor Who spin-off "Class", som lige nu er i gang med første sæson på BBC. Desuden har han den skønneste instagram med masser af kattebilleder og bookhauls.
 
Don Rosa signerer hele weekenden, og jeg håber virkelig, at jeg får muligheden for at se ham på en af scenerne samt at få en signatur. Historierne fra Joakim von Ands liv tegnet af Don Rosa er nogle af mine absolutte yndlings tegneserier fra Anders And universet. Don Rosas tegnestil er så smuk og fint detaljeret.
 
Linn Ullmann bliver jeg også nødt til at se, selvom jeg faktisk ikke har læst noget af hende (endnu), men jeg regner med lige at nå at læse "De Urolige", inden jeg skal afsted. Den var jeg nemlig så heldig at få af Gyldendal til årets bogbloggertræf.
 
WulffMorgenthaler plejer at være en fast del af min program til BogForum, de formår hvert år at være et af de sjoveste indslag i løvet af weekenden, og jeg glæder mig til at se, hvad de har planlagt denne gang. Sidste gang var det vist en beskrivelse af deres kernepublikum/læsere. Det involverer altid kvinder med masser af ravsmykker.
 
Lucinda Riley er også på mit program, og her er endnu en forfatter, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med, men jeg har hørt så meget godt om hendes bøger, at jeg vil kigge forbi et af hendes interviews. Jeg bruger ofte interviews på BogForum til at finde inspiration til videre læsning, og et godt interview kan sagtens betyde et impulskøb, hvis det lyder som en enten virkelig spændende bog eller en spændende forfatter.
 
BogForum er altid noget helt specielt, fordi man er så mange bogelskere samlet på samme sted, og stemningen i Bella Center er altid super god. Jeg glæder mig så meget til årets program og til at gå rundt blandt de mange stande og kigge på bøger, for det skal man jo selvfølgelig også finde tid til.

Skal du til BogForum, og hvad glæder du dig mest til?

mandag den 7. november 2016

Udvalgte noveller, af Fay Weldon


"Udvalgte noveller", af Fay Weldon, udgivet 2016, Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof)

Fay Weldon har i denne bog samlet sine 21 yndlingsnoveller fra 70erne, 80erne, 90erne og 00erne samt en kortroman, som runder samlingen af tekster af. Dette er fortællinger om kvinder, deres rolle i samfundet, deres forhold til mænd, til børn og til dem selv.
 
"Jeg personligt har aldrig gjort mig bekymringer om at finde mit sande jeg. Jeg tror ikke, jeg har et indre jeg, og hvis jeg har, har jeg ikke synderlig lyst til at møde hende. Og han vil bestemt ikke have mig til at spilde tid med at lede, når jeg kunne være i seng med ham."
 
Denne novellesamling tog mig med storm, det er første gang, at jeg stifter bekendtskab med Fay Weldon, men det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg dykker ned i Weldons univers. "Udvalgte Noveller" er inddelt efter årtier, og novellerne kommer således i kronologisk rækkefølge, netop dette giver et tydeligt og virkelig interessant indblik i udviklingen i samfundet såvel som kvindens rolle heri. Samtidig giver det også et fascinerende indblik i Weldons forfatterskab og hendes udvikling.
 
Det store persongalleri, der optræder på tværs af disse noveller, er smukt varieret og skrevet med stor indlevelse, der gør, at man som læser virkelig føler noget for karaktererne. Man hepper på dem, ryster på hovedet af dem eller håber på deres vegne. Selvom det er et varieret persongalleri, er der visse motiver, der går igen i flere noveller. Det er bl.a. besøget hos en psykolog, der optræder flere gange, hvor "patienten" igennem hele teksten fortæller i en lind strøm om sit liv. Som læser indtræder man derfor nærmest i rollen som den lyttende psykolog, hvilket bestemt giver et virkelig interessant indblik i, hvordan man reagerer på historien, der udlægges for en.
 
"Om morgenen er hun frisk og smilende af hensyn til børnene, og hendes stemme klinger af falsk munterhed som en dame fra Kensington nede i Harrods Food Hall. Da hun fejer gulvet inden morgenmaden, undgår hun bordenden og tremmestolen. Manden uden øjne er væk, men der er noget, der er blevet hængende."
 
Kvinderne er i centrum, og det er på både godt og ondt, nogle er viljestærke, mens andre er svage individer, der udvikler sig undervejs eller står i stampe. Det er kvinder med og uden børn, kvinder der allerede har fundet sin hylde i livet, eller som stadig kæmper for at finde sig selv. Fay Weldon skriver med et utroligt overskud, sprogligt er der ikke en finger at sætte på teksterne, der flyder, og indbyder til videre læsning. Man fordyber sig lynhurtigt i Weldons univers, og jeg kunne have fortsat min læsning langt ud over de 21 noveller, der her er samlet.

Denne bog kan både læses på én gang, eller man kan tage en enkelt novelle hist og pist, jeg læste dog bogen fra start til slut i løbet af to dage, og jeg var med det samme klar til at finde flere bøger af Weldon frem fra reolen. Dette er en fantastisk novellesamling, som man virkelig skal unde sig selv at læse. Til slut skal også lige nævnes bogens fantastisk udseende, noget jeg sjældent kommenterer på, men denne bog er simpelthen så smuk både indeni og udenpå, at man bliver nødt til at skrive det. En fantastisk fin læseoplevelse.

søndag den 6. november 2016

Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater

6/6 stjerner
"Klokkeren fra Notre Dame" kan ses på Fredericia Teater frem til d. 14. december og derefter på Det Kongelige Teater fra d. 21. juni til d. 16. juli 2017. Medvirkende: Lars Mølsted, Mads M. Nielsen, Christian Lund, Vanessa Rodríguez Ibarra, Diluckshan Jeyaratnam og Thomas Jensen mfl.
 

Da Fredericia Teater bad folk om at gætte, hvilken forestilling, de ville offentliggøre som den næste, fløj jeg til tasterne og skrev "Klokkeren fra Notre Dame med Lars Mølsted som Quasimodo", det var nok mere et håb end, at jeg faktisk troede, teatret ville springe ud i at sætte denne musical op. Senere samme uge offentliggjorde de netop dét, som jeg havde håbet så meget på. Siden da har jeg bare glædet mig helt vildt meget til at se forestillingen, og heldigvis levede den fuldt op til forventningerne, og det så meget, at jeg nu har set den to gange (og har planlagt en gang mere, og virkelig ønsker også at se den i København).
 
"Klokkeren fra Notre Dame" er en smuk og rørende historie, og musikken af Alan Menken og Stephen Schwartz er nok det smukkeste soundtrack i Disneys historie, og Fredericia Teaters dygtige musikere og ensemble formår virkelig at løfte opgaven, det er det smukkest syngende ensemble, jeg har oplevet i en musical!
 
Lars Mølsted er så vanvittig dygtig, han rammer plet i hver eneste forestilling, og hans Quasimodo er bestemt ingen undtagelse. Med pukkel og hæs stemme springer han lettere haltende rundt på scenen, men når han synger, vokser stemmen fra hæshed til den klare og store stemme, som vi kender ham for. Mølsteds portræt af den undertrykkede, nervøse og senere stædige Quasimodo er varmt og rørende. Det her er en kraftpræstation, det er virkelig imponerende at gennemgå sådan en fysisk forvandling og stadig kunne spille og synge så gennemført! Og læg endelig mærke til de fine små detaljer i forskellen på Quasimodos samspil med statuer og gargoyler i forhold til samspillet med de "rigtige mennesker".  Det er et sådan nuanceret skuespil, og man kan ikke andet end heppe på den søde klokker, når han endelig finder venlighed i mødet med Esmaralda. "Én dag" og "Himlens skær" er to utrolig smukke sange, og det er umuligt ikke at blive rørt af Mølsteds stemme med et register, der er helt fænomenalt, det er smukt, sikkert og helt fra hjertet, og jeg sad tilbage med gåsehud.
 
 
Mads M. Nielsens ærkediakon Claude Frollo er skræmmende, og samtidig har Mads M. Nielsen (og omskrivningen af Disneys historie) formået at gøre ham menneskelig, og i øjeblikke har man ligefrem ondt af ham. I samspillet med Lars Mølsteds Quasimodo, Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda og Thomas Jensens Jehan kommer man helt tæt på Frollo, hans forsøg på at drage omsorg for sin bror og sin brors søn mislykkes, og det specielt, da han lader sig friste af den smukke Esmeralda. Frollo er fanget imellem sit kirkelige hverv og sine følelser og drifter som menneske. Frollos "Helvedes ild" bliver fremført af Mads M. Nielsen og ensemblet, så hårene rejser sig, og gulvet ryster bogstaveligt talt under én, når flammerne spreder sig rundt om publikum, og man efterlades i mørke med hjertebanken, sjældent oplever man så fantastisk et musicalnummer, bare wow!

Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda er omsorgsfuld, trodsig og smukt syngende, og ved at bevare sin accent, understreges det, at hun er en udefrakommende, fint lavet! Christian Lund er indbegrebet af en velsyngende Disney-helt som kaptajn Phoebus, flirtende og selvsikker, men dog stadig hjemsøgt af krigen, han lige er vendt hjem fra. Esmeralda og Phoebus' kærlighed er flot fremført, og duetterne med Lund og Ibarra sidder lige i skabet. Diluckshan Jeyaratnams Clopin er farlig og dragende som sigøjnernes konge. Dertil kommer det smukt syngende ensemble, som gør det helt fantastisk i mangfoldige roller.
 
Fredericia Teater har overgået sig selv med den smukke scenografi. Store skærme både på scenen og langs de forreste rækker af publikum hiver én helt ind i historien. Man befinder sig i kirkerummet i Notre Dame, på Quasimodos loft, hvor man ser ud over Paris, og så er man pludselig i Paris' gader, på en snusket beværtning eller på Mirakelpladsen. Scenograf Benjamin la Cour har med den smukke scenografi virkelig formået at gøre forestillingen til noget helt specielt, når man f.eks. bliver taget med på en "elevatortur" op igennem Notre Dame. Og det skal lige siges, at har man fået en af pladserne på scenen, så føles det vitterligt. som om man flyver! Og effekten er altså bestemt ikke tabt for resten af publikum, det er en vild oplevelse! På seks kirkebænke (tre i hver side), der bevæger sig rundt på scenen, kan man få en helt speciel oplevelse som publikum. Man får lov til at indgå i scenografien, og her kommer man altså virkelig tæt på! Det var en af disse pladser, jeg havde anden gang, jeg så forestillingen. Det er ikke kun scenografien, der er gennemført, det samme gælder kostumerne. De er smukke, og ensemblet flyver ind og ud af scenen på skift i ført sigøjnerklæder, soldaterhjelme, munkekutter og kostumer som statuer af helgener og gargoyler, alt smukt gennemført. En lille genistreg er også den hovedløse Aphrodisius.
 
"Klokkeren fra Notre Dame" er smuk, rørende, sjov og helt fantastisk. Det er utroligt, at Fredericia Teater gang på gang formår at overgå sig selv, men det gør de altså. Denne forestilling er både smuk for øjet og øret, og man efterlades mundlam. Skuespillerne og alle bag scenen fortjener hvert et stående bifald, som de får. Tak for endnu en vidunderlig aften i musicalens tegn!

 
Billeder af Søren Malmose