tirsdag den 13. marts 2018

Disneyland - en drøm går i opfyldelse


A dream is a wish your heart makes teksten kender de fleste, og jeg har siden, jeg var barn, drømt om at komme til Disneyland. Af uransagelige årsager skete det bare ikke før sidste år - lige efter min 27-års fødselsdag. Vi var afsted midt i oktober, men vejret troede, at det stadig var sommer, så der var 25 grader og ikke en sky på himlen.

Jeg har allerede skrevet lidt om min tur til Paris og mit besøg i Shakespeare and Company her. Jeg var afsted sammen med tre venner, og jeg endte faktisk med at have hele tre dage i Disneyland, jeg besluttede mig nemlig for, at min flyafgang var så sent på dagen, at jeg ligeså godt kunne bruge tiden i Disneyland, når jeg nu alligevel var lige i nærheden. Så den sidste dag var jeg alene i Disneyland, hvilket faktisk var overraskende sjovt og meget spændingsfyldt (se længere nede).

Det var tre dage fyldt med nostalgi, barnlig glæde, magi og hygge - nå ja og vilde rutschebaner (det skal lige nævnes, jeg er ikke vant til vildere forlystelser end dem i Legoland og Tivoli, så de var i hvert fald vilde for mig).

Vi var i begge parker, og selvom jeg bedst kan lide det klassiske Disneyland var Studios også en sjov oplevelse. Jeg var specielt vild med Aerosmith rutschebanen og Twilight Zone hotellet.

Det var nogle skønne dage, hvor stort set alt gik efter planen, altså bortset fra den sidste dag, hvor jeg var alene i Pirates of the Caribbean, og endte med at sidde fast i 20 minutter, inden en pirat fik hevet vores både ind til kanten, så vi kunne komme ud igennem en nødudgang - men hey så har jeg da også været 'backstage' i Disneyland...

Paraderne og lys/fyrværkerishowet - Illuminations - var så fantastisk, der var parader med Halloweentema samt den klassiske parade om eftermiddagen, og showet om aftenen har jubilæumstema!

For en gangs skyld var jeg glad for, at Star Wars er i familie med Disney, for hold nu op jeg elsker deres Star Tours 3(4)D forlystelse. Dejligt at man både kan udleve sin Star Wars nørdethed og sin prinsessedrøm på én gang. Jeg håber på at komme afsted igen engang, for man kan jo slet ikke nå at prøve det hele, selvom man er der i flere dage. Og så er det altså helt specielt at opleve et sted, hvor man kan mærke, at der er så mange som deler glæden for Disneyfilm - både børn og voksne!









onsdag den 14. februar 2018

Lige nu læser jeg #1 - En hyggelig og romantisk historie


I går aftes fik jeg sådan lyst til at læse en eller anden sød og letlæselig bog, så jeg greb ud efter den nok mest lyserøde bog, jeg ejer! Det er Anna og det franske kys, af Stephanie Perkins, som jeg længe har villet læse, men jeg har faktisk først fornylig fået fingre i den i forbindelse med, at en sød veninde ryddede op i sin bogreol. Den lyserøde skønhed, som jeg læser videre i i dag, er det helt perfekte valg: For hvad passer bedre til Valentinsdag end denne romantiske og søde historie? Jeg er forresten ret vild med bogen indtil videre! Det er lang tid siden, at jeg har læst en sød kærlighedshistorie uden for mange dikkedarer. Perfekt til fejring af Valentinsdag.
Fejrer I Valentinsdag? Eller "nøjes" I også bare med en god bog?